Løvens Hule: Tips & Tricks

Vil du være med i Løvens Hule? Så er her 4 gode råd

1

Vær omstillingsparat – Det er en forudsætning for at være med, da produktionsselskabet har kontrollen over hvad, hvornår og hvordan. Du kan risikere, at der opstår ting, som ændrer på din plan A, hvilket kan ske på alle tidspunkter – før og under optagelserne.

2

Vær velforberedt – Kend din egen virksomhed, konkurrenterne og løverne. Det lyder elementært, og det er det måske også, men man kan aldrig være for godt forberedt. GOTABLE kunne have givet et bedre indtryk overfor løverne ved at kende alle danske konkurrenter til bunds, deres forretningsmodel, deres ledelse, deres teknologi mm., men også ved at have researchet på udenlandske konkurrenter som OpenTable.

Når nu den ene løve har brugt OpenTable som eksempel i sin selvbiografi, er det jo sandsynligt, set i bagklogskabens lys, at vedkommende vil bringe denne virksomheds navn op i løvehulen. En anden og sværere måde man kan forberede sig på, er ved at sætte sig ind i, hvem i løverne netværk der er relevant for din virksomhed.

Vi fik følgende spørgsmål af Christian Stadil: Hvis jeg nu ringer til min gode ven, Claus, som er restauratør i Odense, hvad vil han så sige om jeres koncept? Her var det jo en fornøjelse at kunne fortælle at en af Claus’ restauranter allerede var på GOTABLE, men kendte vi til denne relation fra start af, så kunne vi havde draget endnu større fordel af det.

3

Vær bred i din pitch – Hvis du fokuserer for meget på en enkelt del af din virksomhed, så får du ikke givet løverne en “hook”, hvorpå de kan starte deres spørgsmålsrække. Ved at placere nogle gode hooks i dit pitch kan du bedre styre de første spørgsmål, der kommer fra løverne. “I nævnte i pitchet at I et-eller-andet. Kan I uddybe det lidt mere?”, er meget nemmere at arbejde videre på end spørgsmål i en tilfældig rækkefølge, og uden at I selv har slået tonen an.

4

Tag kontakt til Løverne på forhånd – Dette råd er kontroversielt, for det er imod de principper, der aftales. Vi hos GOTABLE tog ikke kontakt til løverne inden optagelserne, men når man ser programmerne efterfølgende, er det tydeligt, at der er flere tilfælde, hvor en løve kender til virksomheden inden besøget i løvehulen.

Som en investor har udtalt, og som er gengivet i Lars Tvede og Mads Faurholts fremragende bog “Iværksætter”: I don’t invest in a dot, I invest in a line. Altså; man vil gerne som investor følge en virksomheds udvikling over tid, og ikke kun slå til på baggrund af en kort præsentation og en halv times spørgerunde.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *